Her er BMW’s nye elbil med gigantbatteri

SUV’en BMW iX5 ligner den mindre Neue Klasse elbil iX3 til forveksling, men kommer både som fossil- og brintbil. Elbilen har det hidtil største batteri i en BMW.

BMW har endelig fjernet den sidste kamuflage-folie fra femte generation af den store SUV, X5.

Herhjemme samler interessen sig om den fuldelektriske udgave iX5, der gør sig bemærket ved det største batteri nogensinde i en BMW. Kapaciteten er hele 141 kWh og det giver den angiveligt tre ton tunge el-bamse en rækkevidde på 845 kilometer.  

Med 800 volt-teknologi tager giga-batteriet imod hele 460 kWh, hvilket gør det muligt at lynlade det fra 10 til 80 procent på 23 minutter. Skal du hurtigt videre, tager det 10 minutter at lade til 350 kilometers kørsel.

0-100 km/t på 4,6 sek.

Trods vægten kan den tyske sumo-bryder af en elbil sagtens flytte sig. To elmotorer trækker på alle fire med voldsomme 425 kW (578 hk) og et lastbil-agtigt moment på 805 Nm. Det sender den hidtil største X5 fra 0 til 100 km/t på 4,6 sekunder. Først ved 210 km/t lukker elektronikken ned for accelerationen.

For mange X5-fans vil det også været vigtigt, at den elektriske iX5 må trække hele 2.700 kg på krogen.

Fem slags motorer

Som de nye billeder afslører, lægger iX5 sig tæt op af BMW’s første Neue Klasse elbil, den lidt mindre iX3.

Også bagfra ligner BMW iX5 den mindre iX3 til forveksling.

X5 er dog - rent teknisk - et helt andet dyr. Hvor iX3 bygger på en ny platform dedikeret til elbiler - deraf navnet Neue Klasse - er X5 udviklet til at rumme hele fem forskellige drivliner: El, benzin, diesel, ladehybrid og brint.

Diesel kommer først

Faktisk bliver dieseludgaven X5 40d xDrive den første X5, der kommer til Danmark. Modellen kombinerer BMW’s klassiske, sekscylindrede 3,0 liters dieselmotor med mildhybrid-teknologi og yder 313 hk samt 670 Nm drejningsmoment. Accelerationen fra 0-100 km/t klares på 6,1 sekunder, og topfarten er 230 km/t.

Produktionen i amerikanske Spartanburg begynder i august, så med lidt held ser vi de første X5 i Danmark i år. Senere åbnes ordrebøgerne for den elektriske iX5, der kommer til Danmark i begyndelsen af 2027.

Kørelyset får markant X-grafik.

Senere følger benzin- og ladehybrider og tilmed en brintversion. Sidstnævnte får det særligt svært - for nu ikke at skrive umuligt - i Danmark, hvor alle brintstationer i dag er lukket.

Neue Klasse teknik

Og så er vi tilbage ved den elektriske iX5, der ubetinget kommer til at spille hovedrollen i det ellers brede X5-program herhjemme.

Selv om den ikke kan prale af Neue Klasse-platformen, får iX5 Neue Klasse-teknik som BMW’s nye panorama head-up display, der kaster informationer op på forruden i fuld bredde.

Softwaren er BMW’s sjette generations eDrive, der skal være med til at gøre den tunge bil til endnu en køremaskine fra BMW.

Neue Klasse-design

Designet lægger sig millimetertæt op af Neue Klasse-designet fra den mindre iX3. Den større iX5 får også den smalle, opretstående nye-grill og smalle LED-lygter for og bag. Særligt foran er de meget iøjnespringende med deres tydelige X-signatur.

Også de markerede skærme og det generelt meget oprestående design er løftet direkte over fra iX3 til X5.

Selv om iX5 ikke er bygget på Neue Klasse-platformen, får den Neue Klasse-teknik som head-up display i hele forrudens bredde. En ekstra skærm til passageren er nyt ekstraudstyr.

Dørhåndtagene har X5 helt for sig selv: I stedet for håndtag, der popper ud af dørene, har X5 såkaldte ‘winglets’ - små ‘vinger’ placeret øverst på dørene lige under sideruderne. På bagsiden har de en elektrisk kontakt, der udløser låsen, og herefter åbner man døren ved at trække i den.

Winglets kendes fra Ford Mustang Mach-e og den nye Volvo EX60 og er med til at mindske luftmodstanden.

Pris omkring 750.000 kroner

BMW lover også mere plads i femte generation af X5. Også selv om der er gjort plads til kardantunnel, udstødningsrør, brændstoftank og fossilmotorer, der fylder væsentligt mere end elmotorer.

Længere akselafstand skal give mere plads på bagsædet, og med alle sæder lagt ned, er der plads til hele 1.850 liter i bagagerummet.

Den danske importør har endnu ikke offentliggjort priserne på X5. Den elektriske iX5 skal især konkurrere med andre store el-SUV’ere som Volvo EX90, den kommende Audi Q7 og Porsche Cayenne Electric. Priserne forventes at begynde fra cirka 750.000 kroner for en basisudgave med én elmotor og baghjulstræk.

[email protected]

4 Kommentarer

  1. Når nu iX5 også får 800v og meget høj ladeeffekt, ligesom iX3 Neue Klasse, og også samme design med skærmen i forruden osv, hvad adskiller så egentlig iX5 fra ikke at være "Neue Klasse"?

    Ud over at man skal slås med en kardantunnel i iX5eren, naturligvis.

    Er det "heart of joy", der mangler i iX5, eller?

    • Hej Martin. BMW har endnu ikke sluppet alle informationer om iX5, men det vil gøre en forskel, at den er bygget på en anden platform end Neue Klasse. Det handler om pladsudnyttelse og den digitale integration, der er lidt bedre i Neue Klasse. Omvendt gør det ikke iX5 til en dårlig bil - bare een, der er udviklet til flere drivliner med de kompromisser, som det indebærer - fx højere vægt. Mvh Jens Velling, red.

    • Hej Jamie. Spørg din lokale forhandler - jeg er sikker på, at han har en demobil, som du kan prøve. Mvh Jens Velling, red.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here